mandag den 31. oktober 2011

Græskarsuppe á la mig



For et par uger siden tumlede jeg rundt i Netto og faldt over et hokaidogræskar. Jeg har tit gerne villet lave noget mad af græskar, fordi det er en meget omtalt grøntsag for tiden, så jeg besluttede mig for at købe det. Den stakkels hokaido har så fået lov til at stå et godt stykke tid på køkkenbordet, da jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af hvad jeg skulle lave af det.
Forleden dag besluttede jeg mig for at lave den berømte græskarsuppe, men med mit eget twist og med de ingredienser jeg nu havde i mit køkken. Suppen blev overraskende god, så derfor vil jeg meget gerne dele den med andre:

Græskersuppe á la mig

Ingredienser
1 hokaido
1 porre
1 gulerød
1 løg
1 fed hvidløg
1 tsk chili
1 ds kokosmælk
1/2 liter boullion



Svits hakket løg, gulerød, hvidløg, porre og hokaido i en gryde i 5 min.



Tilsæt derefter boullion og lad suppen simre i 15 min.



Blend derefter suppen og hæld kokosmælk ved. Lad det igen simre i 15 min.


Server suppen med græskarkerner som pynt. Velbekomme!

søndag den 30. oktober 2011

Mmm is!


Jeg har fundet ud af at jeg ikke kan tåle laktose, altså alle former for mejeriprodukter. Det gør det selvfølgelig lidt svært at spise de ting man elsker meget højt, såsom is! Men det er der så råd for, har jeg fundet ud af. Bogen Rawcake har nemlig også en opskrift på en meget lækker bananis med chokoladeovertræk. Her er opskriften:

Bananis
2 frosne bananer (frys dem ned uden skrællen)
1 spsk agavesirup
1 tsk kokosolie

Blend alle ingredienserne (de kan godt være lidt svært, men hav tålmodighed).


Chokoladeovertræk
1 dl dadler
1 1/2 dl vand
3 spsk kakaopulver
1 spsk kokosolie

Blend alle ingredienserne og tilsæt eventuelt mere vand, hvis nødvendigt.



Hæld en god portion chokoladesauce over isen og pynt med lidt hakkede mandler. Mmm dejlig is, også er det ikke lige så fedt som almindelig flødeis.


42 RAW



Henriette havde købt et knald godt Downtown tilbud; nemlig en middag med økologisk te på 42 Raw. Vi har snakket om at tage hen og prøve deres mad før, så det kunne bare ikke passe bedre med det tilbud! Jeg har faktisk ikke hørt andet end negative ord om rawfood, så jeg havde måske en skeptisk holdning til stedet, inden vi tog derhen.


Henriette og jeg fik en Thai noodles salat (lavet af gulerødder og squash) med en karrycreme og salat. Det smagte faktisk overraskende godt, også mættede det endda også, det havde jeg ikke regnet med.


Efter middagen blev vi meget fristet af de kager der sad oppe ved kassen. Eftersom Henriette havde givet middagen besluttede jeg mig for at købe et par dyre rawcakes til os. Teen passede også bedre til kagen end til middagen.


Henriette fik en chokoladekage, der smagte himmelsk...


...og jeg fik en cupcake der smagte sååå godt. Deres kager kan altså også stærkt anbefales. Prisen på maden er selvfølgelig lidt pebret, men jeg vil klart tage til 42 RAW, næste gang jeg skal forkæle mig selv med noget god mad og noget lækkert til fjernsynet en lørdag aften.

lørdag den 29. oktober 2011

Raw Cupcakes


Henriette og jeg besluttede os for at lave rå cupcakes, som ikke skal bages i ovnen, fra bogen Rawcake. Det tog os næsten to timer at lave kagerne, så man skal være forberedt på at det tager sin tid. Men hvis man laver dem sammen med en god veninde, så kan det jo kun blive hyggeligt.

Kagerne blev gode, men spis ikke mere end to, de mætter meeeeget. Her er opskriften:

Chokolade Cupcake:

8 dl mandler
1 1/2 dl kakaopulver
1 1/2 dl dadelpasta (blend 2 dl dadler med 2-4 spsk kokosmælk)
3 spsk agavesirup
1 tsk vaniljepulver


Blend mandlerne til mel.

Dadelpasta


Ælt melen med de andre ingredienser...


...og kom dejen i muffinforme.

Basisglasur:

3 dl cashewnødder (udblødt i vand i 2-4 timer)
4 spsk agavesirup
3 spsk kokosolie
1 spsk kakaosmør
2 spsk lecitin granulat
Lidt vand



Blend alle ingredienserne. Man kan lave mange forskellige smagvariationer med basisglasuren. Vi valgte at lave appelsinglasur, hvor vi kom appelsinsaft i stedet for vand i glasuren. Vi lavede også en glasur med peanutbutter i, en glasur med kakaopulver i og en glasur med vaniljepulver i.

Velbekomme!

søndag den 16. oktober 2011

Søndagsfrokost



Jeg har altid svært ved at finde ud af, hvad jeg skal spise til frokost om søndagen, for det er som regel den dag i ugen, hvor der er mindst mad i køleskabet. Men med lidt honningemelon, spinat, avokado og gul peberfrugt fik jeg faktisk lavet en rimelig god salat. Og for at få lidt ekstra omega 3 til de kolde dage vi går i møde, strøgede jeg lidt frøblanding over.

Onsdagsmiddag


I onsdags fik jeg besøg af min veninde Henriette. Jeg havde inviteret hende over til kylling, salat og quinoasalat, og udover det skulle vi efter maden prøve at lave raw cake.

Det er første gang jeg har prøvet at lave quinoasalat. Quinoa minder meget om bulgur, og hvis man sagtens kan tåle gluten vil jeg anbefale at man bruger bulgur i stedet for quinoa. Quinoa er nemlig lidt mindre end bulgur, så derfor skal der rimelig meget quinoa til for at lave en stor portion. Det skal så også lige siges at det mætter rigtig godt, så man behøver ikke at lave en stor portion.
Her er opskriften på quinoasalat:

Ingredienser
60 g. quinoa (kan skiftes ud med bulgur)
1 1/4 dl vand
Forårsløg
3 store tomater
2 stænger blegselleri

Hak tomater, forårsløg og selleri i små tern. Steg dem på en pande.


Bring vand i kog i en gryde og kom herefter quinoa i gryden. Quinoa er færdig når der ikke er mere vand. Bland grøntsager med quinoa og brug det som tilbehør til kød og salat.


lørdag den 8. oktober 2011

Glutenfrit brød


Min søde kollega gav mig forleden dag en opskrift på glutenfrit brød. Jeg har gennem de sidste par måneder eksperimenteret med glutenfrit bagning, men jeg synes ikke resultaterne har været særligt gode eller velsmagende. Efter at have bagt glutenfrit med min kollegas opskrift er jeg nu igen blevet positiv over for glutenfrit bagværk. Her er opskriften:





Ingredienser:

1/2 liter vand
1 spsk. olie
3 spsk. HUSK Fiber
15 g. gær
150 g. kartoffelmel
120 g. fuldkornsrismel
110 g. hirseflager
70 g. quinoa, boghvede eller kikærtemel

Start med at lave en lille skål hirsegrød af 1/2 dl hirseflager, 1 1/2 dl vand og lidt salt i mikroovnen (ca. 1 min og 30 sek).


Bland vand, olie, gær og HUSK. Lad det stå indtil det er blevet til en gelerende masse.


Bland de forskellige melsorter, grød og en spsk. salt med massen. Brug eventuelt en håndmikser.


Lad brødet hæve i brødformen i 30 min. Bag derefter brødet i 60 min ved 210 grader.


Velbekomme!

Et lille sundhedstip



Vi får altid smidt i hovedet, at vi skal spise fisk 2 gange om ugen, da vi har brug for omega 3. Omega 3 virker blandt andet kolesterolsænkende, er god mod tør hud og vigtig for udviklingen af hjernen (hovedsageligt koncentrationen).

Men hvordan indtager vi bedst muligt omega 3? Første indskydelse er jo selvfølgelig at spise fisk, men fisk i dag er måske ikke så rigt på omega 3, som vi nu går og tror. Fisk i dag er nemlig forurenede med forskellige miljøgifte som blandt andet tungmetaller. Det er blandt andet også derfor, vi hovedsageligt spiser opdrættede fisk. Da vi på grund af forurende fisk spiser opdrættede fisk får vi ikke de omega 3 fedtsyre som vi angiveligt skulle få. Og det er fordi fisk hovedsageligt får deres omega 3 fra plankton og alger i havet, hvilket de opdrættede fisk ikke får, med mindre de får det i deres foder.

Så utroligt nok er fisk 2 gange om ugen ikke den bedste kilde til omega 3 fedtsyre. Fiskeolietilskud vil måske derfor være et bedre valg. Og hvis man ikke kan lide at spise fiskeoliepiller findes et andet tip til at få omega 3.

Fyld en skål/tupperware med:

1 dl solsikkekerner
1 dl græskerkerner
1 dl sesamfrø
2 dl hørfrø

Stil den i køleskabet og kom hver morgen en spiseskefuld frøblanding over din morgenmad. Sådan en blanding indeholder en god sjat omega 3 fedtsyrer.

Hvis der er andre gode tips, så kom endelig med dem!

torsdag den 6. oktober 2011

Date Delights



Trangen til chokolade og søde sager er enorm når man ikke må få laktose, men fortvivl ikke! Her er en opskrift på daddelkugler, der smager så godt at man skulle tro det var chokolade. Ej, de smager måske ikke helt af chokolade, men de er bløde og lækre, også er de "sunde", så du kan godt pakke den dårlige samvittighed langt væk. Kom i gang og bedøm dem selv!

Ingredienser:

- 1 dl hasselnødder (blend dem til mel)
- 70 g. kokosmel
- To små spsk. kokosolie
- 230 g. tørrede dadler (Kan købes i Netto til 12 kr.)
- To små spsk. kakaopulver


 Start med at lægge dadlerne i blød i kogene vand. Lad dem stå i ca. 30 min.


Blend dadlerne med lidt vand til det bliver til en tyk mos.



 Kom alle ingredienserne i en stor skål og miks det sammen med håndkraft eller en håndmikser.


Form små kugler med håndfladerne af daddelmassen og rul dem i kokosmel og/eller hakkede hasselnødder.


Stil dem eventuelt i køleskabet i en time inden du begynder at guffe i dig, de kan nemlig godt være meget bløde. Du kan også fryse dem. 

Velbekomme!

Basislager


Inden jeg startede på gluten- og laktosefrikuren frygtede jeg lidt, at det kunne mærkes betydeligt på min pengepung, og det kunne det også til at starte med. For hvis man f.eks. skal bage glutenfrit skal der bruges mange forskellige specialprodukter, og de er ikke ligefrem billige.
Jeg besluttede mig derfor, inden jeg gik i gang med kuren, at købe stort ind. Jeg skrev op alle de ingredienser jeg skulle bruge, både til bagværk, snacks og hverdagsmad. Jeg skulle godt nok af med 300-400 kr., men jeg havde nu et basislager og skulle ikke købe ind så tit.

Jeg ved ikke om det er mere økonomisk at gøre det på den måde for andre, men for mig er det ideelt, da jeg har det med at købe alle mulige andre unødvendige ting hver gang jeg handler. Hvis jeg undgår at handle så tit undgår jeg også at komme hjem med en masse unødvendigt, usundt mad.

Her er mit eksempel på et basislager til en laktose og glutenfri kur:

Til bagværk:
  • -       Fuldkornsrismel
  • -       Boghvedemel
  • -       Majsmel
  • -       Kartoffelmel
  • -       HUSK Fiber
  • -       Hirseflager
  • -       Mandler 
  • -       Dadler
  • -       Honning
  • -        Agavesirup
  • -       Hasselnødder
  • -       Kokosolie (Er godt nok dyr, men uundværlig. Kokosolie kan faktisk være billigere i helsebutikker frem for almindelige supermarkeder)
  • -       Kikærter (ubehandlede til kikærtemel) eller kikærtemel
  • -       Kakaopulver
  • -       Kakaosmør (fås i helsebutikker)
  • -       Kokosmel
  • -       Lecithin Granulat


Til hverdag:
  • -       Solsikkekerner
  • -       Græskerkerner
  • -       Sesamfrø
  • -       Hørfrø
  • -       Kikærter (på dåse)
  • -       Bønner (på dåse)
  • -       Kokosmælk
  • -       Tørrede frugter 
  • -    Majsgryn
  • -       Riskager

TIP! Mange af de dyre produkter som rismel, majsmel, dadler og nødder kan købes meget billigere hos en grønthandler end i supermarkederne.

søndag den 2. oktober 2011

Første indlæg



Jeg vil gerne starte mit første indlæg med en kedelig introduktion. Jeg har nok en meget irritenende interesse for mad, som mange har været vidne til. Jeg går måske lidt for meget op i kalorier og alverdens kure, men det at gennemgå og eksperimentere med forskellige kure og livsstile har lært mig en masse om mad og sundhed.
Mit sidste nye projekt hedder gluten- og laktosefri mad, hvilket faktisk har vist sig at have en meget positiv virkning. Jeg startede på denne her kur/livsstil, da jeg havde hørt og læst at den gjorde underværker, både udvendigt og indvendigt. Efter en uge uden hvede og mælk lærte jeg ikke kun at min krop ikke tåler laktose, men også meget om hvilke madvarer der påvirker min krop positivt og negativt. Jeg kunne mærke hvordan min energi, mit humør, hele mit fordøjelsessystem og min vægt nød godt af de madvarer der indgår i en gluten- og laktosefri kost. Jeg kan derfor stærkt anbefale denne nye livsstil.

Som den madenthusiast jeg er, er denne livsstil en kæmpe udfordring for mig, fordi jeg er nødt til at give afkald på mange velkendte produkter og eksperimentere med madvarer jeg aldrig før har set og hørt om. Med denne blog vil jeg udforske min nye livsstil med forskellige opskrifter, som jeg håber andre også kan få glæde af. Alle mine indlæg på bloggen vil derfor mest tage udgangspunkt i gluten- og laktosefri mad.

Jeg håber min blog vil være en hjælp for andre som også ønsker at udforske denne livsstil, eller bare tilføre en kedelig hverdagskost med nye og spændende opskrifter.   

Velkommen til Mad á la mig!