onsdag den 16. maj 2012
Rabarbertrifli
Nu kommer den fantastiske opskrift på en trifli med rabarberkompot, der kan spises af gluten- og laktoseallergikere! Da der blev handlet ind til middagen i lørdags fandt jeg desværre ud af, at makroner indeholder gluten. Det ødelagde lidt min plan om at lave en rabarbertrifli, indtil Rasmus foreslog, at vi kunne karamellisere mandler i stedet for. Det viste sig at være et rigtig godt træk, for desserten blev virkelig god!
Vi startede med at lave en rabarberkompot. Her kom vi et bundt rabarber (skåret i mindre stykker) i en gryde, dækkede dem med omkring 200 gram rørsukker, hældte vand over, til det hele blev dækket, og lagde en vaniljestang derned. Vi lod det hele koge i omkring en time ved svag varme og stillede den derefter ud på altanen for at køle lidt af. Forresten kom vi også lidt citronsaft i!
Til råcremen brugte vi to pastauriserede æggeblommer, 2 1/2 dl laktosefri piskefløde, kornene fra en vaniljestang og 2 spsk flormelis. piskefløden blev pisket først. Derefter piskede jeg æggeblommer, vanilje og flormelis i et godt stykke tid. Til sidst vendte jeg flødeskummet i æggemassen (flødeskummet blev desværre ikke pisket stift nok, hvilket man også kan se på det færdige resultat. Lagene er ikke så tydelige i glassene).
Til sidst karamelliserede Rasmus nogle mandler på panden, lod dem køle af og bankede dem i stykker med en kagerulle. Vi lod det resterende sukker køle af på panden og brugte det som topping på desserten.
Jeg kan ikke sige det nok. Det er den bedste dessert, jeg længe har smagt. Prøv den!!!
Etiketter:
Dessert,
Glutenfri,
Laktosefri,
Middag
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar